21-03-2022
Årsrapport for 2021
Den samlede gennemsnitlige sagsbehandlingstid i Skatteankestyrelsen fortsatte sit fald i 2021 og nåede 17,4 mdr. I 2020 var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 25,7 måneder for alle klager på skatte- og vurderingsområdet.
Skatteankestyrelsens direktør Winnie Jensen glæder sig over faldet i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid:
”Jeg er meget tilfreds med, at vores fokus på sagsbehandlingstiderne og indsatsen for at få dem ned har effekt. Det har stor betydning for de borgere og virksomheder, der har klaget over en afgørelse. Men der er stadig områder, hvor sagerne skal afgøres hurtigere, og det arbejder vi hårdt på.”
I 2021 blev der i alt afgjort 8.329 klagesager. Sagsbeholdningen er i løbet af 2021 steget fra 11.902 sager ved årets begyndelse til 14.458 sager ved årets udgang. Det skyldes især, at der i 2021 er åbnet for klager over historiske vurderinger (for perioden 2013-2020) af erhvervs-, skov- og landbrugsejendomme mv.
Økonomi
Regnskabsresultatet viser, at Skatteankestyrelsen i 2021 har haft et mindreforbrug på 49,5 mio. kr. i forhold til årets samlede bevilling på 410,1 mio. kr. – heraf 42,0 mio. kr. på løn og 7,5 mio. kr. på øvrig drift. Mindreforbruget skyldes blandt andet udskydelse af udnævnelse af nye vurderingsankenævn samt den nye tidsplan for udsendelsen af de nye ejendomsvurderinger. Endvidere skyldes mindreforbruget et vanskeligt rekrutteringsmarked både i forhold til genbesættelse af eksisterende stillinger og rekruttering af nye medarbejdere.