Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Møde med et ankenævn

Som klager har du ret til et møde med ankenævnet, der træffer afgørelse i din sag. På mødet får du lejlighed til at komme med dine synspunkter

Du skal selv anmode om mødet, enten når du indgiver din klage eller ved at kontakte os efterfølgende. Ankenævnet kan også indkalde til møde, hvis nævnet anser det for hensigtsmæssigt. 

Når du har bedt om et møde, modtager du efterfølgende en skriftlig indkaldelse til møde med tid og sted. Indkaldelsen skal ske senest 14 dage før.

Sådan foregår mødet

Der er afsat maksimalt en halv time til mødet. Mød op i god tid.

På mødet deltager du selv, din evt. repræsentant, en sagsbehandler fra Skatteankestyrelsen samt et antal ankenævnsmedlemmer. Mødet er ikke offentligt, dvs. lyd- og billedoptagelse ikke er mulig.

På mødet redegør du eller din repræsentant for din sag, og hvordan du/I mener, den skal afgøres. Nævnet har mulighed for at stille spørgsmål, men da nævnets medlemmer i forvejen har sat sig ind i din sag, er det muligt, de ikke har behov for det. Nævnet kommer ikke med sin opfattelse af sagen under mødet.

Når du har forladt mødet, drøfter nævnet din sag og beslutter, hvordan den skal afgøres.

Normalt får du nævnets afgørelse 1-2 uger efter mødet.